Det foregår en offentlig debatt i Danmark knyttet homofile menns rett til barn vi ikke har hatt i Norge. Her er det den kjente skribenten Mikael Jalving som slår fast at alle skal ikke ha rett til to fedre og går kraftig til angrep på begrepet medfar. Han peker på at det beste for et barn er en mor og far:
Du var muligvis ikke opmærksom på det, men i weekenden fik et gakket borgerforslag 80.000 stemmer og skal dermed diskuteres i Folketinget. Før det kommer så vidt, er det en god idé at tænke sig om en ekstra gang.
Min medblogger Harun Demirtas, medlem af Dansk Sygeplejeråd og folkesocialistisk medlem af borgerrepræsentationen i Danmarks rødeste storby, forsøger, det skal han have. Men, nej, alle skal ikke have ret til to fædre.
Det kan godt være, at nogle børn i en vis forstand har to fædre, f.eks. en biologisk far og en papfar eller to fædre i den forstand, at den ene har leveret sæd til en rugemor, og den anden er fars kæreste, men det betyder ikke, at såkaldte ”medfædre” skal støttes af positiv lovgivning. At slutte fra, at noget ”er” eller ”findes”, til, at det bør støttes, er netop en ideologisk kortslutning.
Borgerforslaget bakkes ikke overraskende op af Det Radikale Venstre og den øvrige venstrefløj, som henviser til, at der allerede findes lovhjemmel for begrebet ”medmødre”. Derfor skal mændene ligestilles; alt er åbenbart lige godt, mere frihed og flere regnbuer. Men hvorfor stoppe ved to fædre? Hvorfor ikke tre, fire – det mener Enhedslisten? Diversitet, du ved nok!
Hvad vi trænger til, er at se bort fra rettighedskulten og betragte substansen. Hvad er i barnets bedste interesse? Du ved det godt, men tv, radio og alt for mange dårlige film har fået dig til at glemme det.
Vi taler naturligvis om ganske få mænd, der har planer om at blive ”samfædre”. Borgerforslaget løfter en lille bitte minoritets drømme og ønsker op i almenheden. Jeg vil tro, at de fleste danskere umiddelbart er tolerante over for idéen, fordi de ikke ønsker at forskelsbehandle, og det er jo egentlig sympatisk nok.
Men tænk jer nu om. Mænd kan ikke føde børn. Børn med to fædre og i bedste fald en fjern mor vokser op i det, der ret beset er et laboratorium. Her forestiller homoseksuelle mænd sig, at de også kan være mødre. Det kan de naturligvis godt forestille sig, men det bliver de ikke, uanset hvor meget de forsøger. Beklager!
Mor er en biologisk størrelse, vel det mest biologisk-arkaiske, der findes i denne verden, fordi det er mor, der føder, og selv om mor ikke nødvendigvis er den bedste i verden, er mor det første menneske, der møder os alle og derfor mere basal end alle mænd tilsammen.
Jamen, altså. Mænd, tænk jer om!
At have en mor er det primære og vigtigste i verden. At have en far er sandelig også godt, men far kommer altid i anden række, selv om fædre kan spille en afgørende rolle senere i livet – uanset om de er til stede eller fraværende, tro mig, men to fædre gør det ikke bedre. Måske endda værre.
Hvad vi trænger til, er at se bort fra rettighedskulten og betragte substansen. Hvad er i barnets bedste interesse?
Du ved det godt, men tv, radio og alt for mange dårlige film har fået dig til at glemme det.
Hvad er bedst?
Det er far, mor og børn.
Når vores politikere ikke længere tør sige det, søger de hjælp, trøst og identitet i rettighedsdoktrinen. Og så kan det ene være lige så godt som det andet. Hvad skal et barn egentlig med en mor? Og hvordan kan du overhovedet tillade dig at dømme andres kærlighed?
Der findes et godt ord for vores flugt fra virkeligheden. Værdirelativisme. Den kan du lige tygge på.
