Historien om Lia Thomas, den mannlige svømmeren som etter en hormonkur har entret kvinneklassen, vekker debatt i USA og i Danmark. Her i Norge er det stort sett tyst, så derfor er det en glede å bringe dere en kommentar fra Danmark og avisen Kristeligt Dagblad:
Hvad er sagens kerne?
Den 22-årige elitesvømmer Lia Thomas, der er medlem af kvindesvømmeholdet på University of Pennsylvania, har i løbet af de seneste måneder vundet førstepladser og sat flere rekorder ved svømmestævner i USA.
Lia Thomas er imidlertid genstand for en stor og hidsig kontrovers, idet hun er en transkønnet kvinde, der i tre år havde en hæderlig idrætskarriere på University of Pennsylvanias mandesvømmehold. Efter at have undergået hormonbehandling i over to år blev hun optaget på kvindeholdet, men hendes dominans i svømmebassinet har fået debattører fra både sportens og videnskabens verden til at sætte spørgsmålstegn ved, om hun hører til blandt sine cis-kønnede (betegnelse for personer, hvis kønsidentitet er i overensstemmelse med personens tildelte køn ved fødslen) holdkammerater og konkurrenter.
Idræt på college-niveau er i USA trinnet lige under professionel sport og er genstand for enorm medieopmærksomhed, og derfor har Lia Thomas’ succes trukket forsider i hele landet. Forældre til hendes holdkammerater på University of Pennsylvania sendte i sidste måned et brev til college-idrætsforbundet NCAA og til universitetet, hvori de sætter spørgsmålstegn ved de regler, der tillader Thomas at konkurrere imod biologiske kvinder, og over den præcedens, som hun skaber.
”Det eneste, man forventer, er en fair chance. Der er ingen chance i år. De træner hårdt, men de ved, at de ikke kan slå Lia,” siger en anonym forælder om de øvrige medlemmer af kvindesvømmeholdet til avisen Washington Post.
Klassificeringen af transkønnede atleter har de seneste år været et ømtåleligt og stærkt debatskabende emne, og historien om Lia Thomas rammer lige ned i en eskalerende amerikansk kulturkrig om politisk korrekthed, fairness og inklusion, som også har været oppe at vende i en række europæiske lande, herunder Danmark.
Hvad taler for at lade transkønnede kvinder konkurrere imod biologiske kvinder?
Universiteter, sportsforbund og mange andre samfundsbærende institutioner har en målsætning om at være inkluderende og fordomsfri og sikre ligebehandling af alle mindretal, heriblandt transkønnede personer.
Samtidig læner mange sportsforbund sig op ad forskning, der indikerer, at transkønnede kvinder mister deres tidligere styrke- og udholdenhedsmæssige fordele efter et år med medicin, der blokerer det mandlige kønshormon testosteron og fremmer det kvindelige østrogen. Lia Thomas siger selv, at hormonbehandlingerne har gjort hende svagere og langsommere, end da hun konkurrerede som mand.
Nogle debattører påpeger også, at alle atleter er forskelligt disponeret genetisk set, og at Lia Thomas’ fysiske fordele som svømmer ikke nødvendigvis er rodfæstet i hendes oprindelige køn.
Hvad taler imod?
Der er ingen videnskabelig konsensus, hvad angår transkønnede kvinders fysiske formåen efter hormonbehandling. Der hersker også uklarhed om de permanente fysiologiske fordele, som årevis af testosteron-drevet vækst i puberteten muligvis kan give transkønnede kvinder.
Nogle kvindesagsforkæmpere argumenterer for, at transkønnede kvinder begunstiges på biologiske kvinders bekostning, og at det skader selve kvindesporten.
Førende atleter som tennisikonerne Martina Navratilova og Chris Evert samt OL-svømmeren Erika Brown afviser, at Lia Thomas har noget som helst at gøre på et kvindesvømmehold.
”Et par år med testosteron-reduktion og østrogen ændrer ikke ved den kendsgerning, at hun vil have stærkere muskler, et større hjerte og større lungekapacitet end en biologisk kvinde,” skriver Brown i et opslag på Instagram.
I takt med, at kønsskifte og kønskorrigerende operationer bliver mere almindelige og bredt accepterede, kan der også være en risiko for, at transkønnede kvinder ender med at dominere visse typer kvindesport.
Hvordan kunne en løsning se ud?
En videnskabeligt baseret løsning kan være at tillade transkønnede kvinder, der har skiftet køn efter puberteten, at konkurrere mod biologiske kvinder efter en obligatorisk periode med hormonbehandling og en påviselig reduktion i deres testosteronniveau.
En anden løsning kunne være, at transkønnede atleter klassificeres alt efter deres specifikke atletiske evner snarere end det køn, de identificerer sig med. Dette ville indebære, at nogle, men ikke alle transkønnede kvindelige atleter forhindres i at konkurrere imod biologiske kvinder.
Endelig kunne nogle sportsgrene skabe en helt ny kategori for transkønnede, der dermed kan konkurrere imod hinanden. Denne løsning forudsætter dog, at der er langt flere transkønnede eliteatleter, end det er tilfældet i dag.
I globalt dilemma sætter Kristeligt Dagblad fokus på en af ugens store etiske problemstillinger i verden.
—
