Danmarks svar på FRI krever slutt på finansiering av en diskriminerende kirke

Det er Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef i lgbt+ Danmark, som i Kristeligt Dagblad skriver at dansk lov ikke må holde en beskyttende hånd over en diskriminerende folkekirke. I Danmark er debatten skarpere, og det gjelder begge sider:

Søndag den 6. februar indsatte Hedensted kirke en ny sognepræst, som forinden havde udtalt, at han ikke havde i sinde at vie homoseksuelle og fraskilte. Sagen har fået stor bevågenhed de seneste uger, og i LGBT+ Danmark har vi turneret medierne med den klare holdning: Dansk lovgivning skal ikke holde hånden over klokkeklar diskrimination i en statsfinansieret kirke, uanset hvordan man læser Bibelen.

Under de seneste ugers medieoptræden har jeg modtaget en del beskeder i mine indbakker fra læsere, seere eller lyttere. Mellem de vanlige beskeder fra folk, der synes man burde holde sin mund (eller det der er værre), har jeg fået adskillige hjerteskærende historier fra kirkegængere, som ikke føler sig velkomne i deres lokale kirke. Lgbt+ personer og pårørende til lgbt+ personer, der har tyet til kirken for velsignelse og det næstekærlige budskab, men som er blevet mødt med det modsatte.

Den seneste debat om vielser af samkønnede par har derfor ikke bare fortalt mig, at vi har et problem med en lov, der ikke er lige for alle. Vi har også et seriøst problem med en folkekirke, der ikke er så rummelig, som den gerne vil være.

Vi hører om homoseksuelle par, der opsøger præster om vielse, men bliver mødt med misbilligelse. Vi hører om præster, der understreger, at homoseksualitet er en synd til konfirmationsforberedelse.

Den 3. februar deltog jeg i P1 Debat, og under udsendelsen ringede en organist ind til programmet og appellerede til, at man også kunne give organister og kirkens øvrige tjenestemænd mulighed for ikke at arbejde under en vielse af et homoseksuelt par. Han kunne ikke forstå, hvorfor han skulle tvinges til at spille orgel til en ceremoni, der stred imod hans tro.

Blandt de værste fortællinger er, når vi hører om sognepræster i folkekirken, der tilbyder sjælesorg til lgbt+-personer med et klart og udtalt formål om tale dem fra at udleve deres homo- eller biseksualitet. En sådan praksis tangerer omvendelsesterapi – en type psykisk vold, som i øvrigt er ulovlig i en lang række lande herunder Tyskland og Frankrig, og som den danske regering i sommer også udtrykte et ønske om at ulovliggøre.

 

 

Det gør ondt, fordi jeg ved, hvor vigtig religion og tro er for mange lgbt+-personer. Men når præster nægter at vie dig, når ikke engang organisten vil spille til din vielse, når selv unge i konfirmationsalderen skal lægge øre til, at man er mere syndig for Gud end sine klassekammerater – ja, så sætter det sig som vedvarende skam og fremmedgørelse hos nogle af dem, der måske har mest brug for kirkens fællesskab og næstekærlige budskab.

Så mit spørgsmål skal lyde, er det den kirke, vi ønsker af en statsfinansieret folkekirke? Er det det kristne budskab, menighedsrådene ønsker at praktisere? Og foregår der internt i folkekirkelige kredse en struktureret debat om disse emner?

Jeg vil overlade fortolkningen af Paulus og diskussionen om vægtningen af det gamle testamente i relation til homoseksualitet til andre. Men jeg er optaget af, at Danmarks folkekirke er et sted for alle. Et sted, hvor alle bliver budt velkommen, kan søge svar på livets fundamentale spørgsmål og finde fællesskab. Også lgbt+ personer.

Susanne Branner Jespersen er sekretariatschef i lgbt+ Danmark.