Her er en svært interessant tekst hentet fra danske Kristeligt Dagblad der sogneprest Anders Raahauge beskriver den splittelsen som finner sted blant dagens skeive.
Frænde er frænde værst. Under regnbuebanneret forenes stedse nye seksuelle orienteringer i fælles kamp – dog ikke længere kun for sagen. Nu også i forbitret indbyrdes strid. De gode, gammeldags bøsser og lebiske rammes af diskrimination og modvilje fra de senest tilkomne, der anser dem for “racistiske” i ordets nye, brede betydning.
Især de lesbiske er trængte og fordømmes skarpt for deres fordomsfulde modvilje mod at gå i seng med trans-kvinder med penis.
I Storbritannien er der derfor nu stiftet gruppen “Get The L Out”, som består af lesbiske, som vil have hevet deres L-signatur ud af bogstavsrækken LGBT. Deres program: “Lesbiske er tiltrukket af samme køn. Lesbiske har ikke penisser. Lesbiske vil ikke have sex med mænd, der identificerer sig som trans-kvinder. LGBT-fællesskabet, inklusive Pride-begivenheder og -marcher, fornægter denne definition af at være lesbisk, og kalder lesbianismens eksklusive tiltrækning til samme køn for hate-speech.”
David Allen, bøsse og aktiv i kampagner, skriver i magasinet Spiked, at man efterhånden kan tale om en fjendtlig overtagelse af bevægelsen for homoseksuelles rettigheder. For 40 år siden var der bare LG-bevægelsen; bogstaverne stod for Lesbians and Gays, altså lesbiske og bøsser. Siden kom de biseksuelle til, og man fik LGB.
Derudover fandtes transvestitter og transseksuelle. Transvestitter er i reglen heteroseksuelle mænd, som gerne går i dametøj af og til, men ikke ønsker at ændre køn. De var 10 til 20 gange flere end de transseksuelle, betoner Allen, men i slutningen af 1990’erne flød trans-folket sammen til en ny gruppe, som kalder sig “transgender”, og derpå fik vi LGBT.Den aktuelle konflikt kommer af, at flertallet af dem, der identificerer sig som ‘transgender’ er biologiske mænd, trods deres kulørte og grænseoverskridende fremtræden, og mange af dem er tiltrukket af kvinder.
“På denne måde kom en kollektiv identitet for homoseksuelle til at rumme en masse heteroseksuelle mænd, som ville anses for at være alt andet.” Kort efter kom Q til, Q for “queer”, som tidligere på engelsk var en nedsættende betegnelse for bøsser. Queers er nu om dage i reglen heteroseksuelle, som ønsker sig en smartere, flydende regnbue-identitet.
“Endnu en flok heteroer havde altså møvet sig ind i vores bogstavsrække”, sukker Allen.
Så kom “I” for “intersex” og “A” for “asexuel”, så nu hedder det LGBTQIA+, hvor plusset står for alle ‘boblerne’, der snart kommer til.
“Hvis det er lidt forvirrende, så husk bare at LGB er den homoseksuelle del, TQIA+ den heteroseksuelle”, opsummerer Allen.
Det er tid til en skilsmisse, mener han. Især for de truede lesbiskes skyld. Transkvinder har desuden et unfair forspring i kvindesport, ligesom der er fare forbundet med deres adgang til kvindeherberger, fængsler, omklædningsrum og toiletter.
I The Spectator mindes Brendan O’Neill dengang, berømtheder var bange for at blive afslørede som bøsser. Nu er det omvendt. Han nævner popidolet Harry Styles, som gerne optræder feminint klædt og lever i konstant ængstelse for at blive opfattet som kedelig heteroseksuel.
Harry Styles er ellers altid kæreste med kvinder, for tiden med en af Hollywoods store skønheder, Olivia Wilde. Men han afviser at at kalde sig heteroseksuel, for han skammer sig over sin heteroseksualitet. Imens fortæller Pink News, et engelsk LGBT-magasin, at Styles nu anklages for queer-bating, det vil sige for sit images skyld at lade som om at man er queer, uden at være det. Som Rock Hudson i sin tid foregav, at han var hetero.
De unge vil fremstå som udefinerbare og flydende i identiteten, påpeger O’Neill: “queer”, “genderfluid” (identitet defineret af en følelse af skiftende kønsidentitet, red.), “pansexuel” (seksuel tiltrækning af personer uanset køn, red.) eller “demisexuel” (identitet defineret af først at opleve seksuel tiltrækning til en person, efter man har lært personen at kende, red.). I USA identificerer mere end 20 procent af Generation Z (født mellem 1997 og 2003) sig som sådanne. For fire år siden var det bare 10 procent.
Man må ikke tro, at dette varsler noget godt for homoseksuelle, understreger O’Neill. Tværtimod fører det til en helt ny “woke homofobi”, hvor unge bøsser og lesbiske ligefrem tilbydes behandlinger for at kunne bryde ud af deres alt for faste identiteter som gammeldags homoseksuelle. Nægter de, beskyldes de for “seksuel racisme.”
Også køns-revolutionen begynder at æde sine børn. Det er ikke særligt sundt, alt dette, mener O’Neill: “Heteroer, der skammer sig over at være heteroer, homoseksuelle, som spekulerer over om de er snæversynede, fordi de tiltrækkes efter bestemte køn snarere end gender-identitet – sikke et rod“.
O’Neill konkluderer, at det vist er en desperat kamp for opmærksomhed, der driver den stadige udvidelse af alfabetsuppen med nye, mærkværdige tilføjelser. Det kan tilføjes, at i lørdags blev lesbiske fra foreningen “Get the L out” smidt ud af en Pride-march i Cardiff, fordi de bar bannere med “Trans-aktivisme udvisker lesbiske” og “Lesbiske kan ikke lide penisser”.
“Det ser ud til, at tiltrækning af samme køn nu er ved at blive en hadforbrydelse,” sagde en af de udsmidte deltagere til BBC.
