I Danmark er det fortsatt en mer åpen debatt knyttet til konsekvensene av LHBTIQ-revolusjonen enn den vi har i Norge. Her er det Kristeligt Dagblad som stiller spørsmål til utvalgte teologer om hva de tenker om en situasjon der en av ektefolkene har skiftet kjønn:
Har et par bestående af en mand og en kvinde ret til at blive viet ved en heteroseksuel vielse, hvis den ene har fået foretaget juridisk kønsskifte og altså blev født med et andet køn end sit nuværende? Og kan en præst med den holdning, at man har det køn, man er født med, tillade sig at sige nej tak til at vie transkønnede?
De spørgsmål stiller retsteolog Kristine Garde i en kronik i dagens avis, hvor hun sætter fokus på de potentielle udfordringer, der kan opstå i folkekirken, når man i dag kan få foretaget juridisk kønsskifte. De to omtalte vielsesritualer er det traditionelle vielsesritual for par af forskelligt køn og ritualet for vielser mellem to af samme køn, som blev indført i folkekirken i 2012.
Juridisk kønsskifte har været lovligt siden 2014, og senest i august blussede debatten op, da regeringen fremlagde et forslag om at gøre det muligt for børn helt ned til nul år at lave om på det sidste tal i cpr-nummeret. Men debatten om juridisk kønsskifte har indtil videre ikke ført til drøftelser om behovet for at ændre vielsesritualerne i folkekirken.
Selv svarer Kristine Garde i sin kronik, at kønsidentifikationen, sådan som de to vielsesritualer ser ud i dag, juridisk set må stå over det biologiske køn, man er født med.
Og det mener også Vibeke Bidstrup, der er sognepræst i Grundtvigs Kirke i København.
“Jeg er af den opfattelse, at hvis man har skiftet køn fra kvinde til mand, så er man en mand og omvendt. Rent juridisk tænker jeg derfor heller ikke, at man som præst kan tillade sig at sige nej til at vie et par, hvis den ene har juridisk status som kvinde og den anden som mand. I juridiske termer er det et heteroseksuelt par,” siger hun og fortsætter:
“Jeg ved jo egentlig ikke, om jeg har viet par, hvor den ene har skiftet køn, hvis parret ikke har fortalt mig det. Det vil jeg ikke udelukke, og jeg vil bestemt ikke mene, at præsten har krav på at vide det.”
Rent praktisk kan det være svært for en præst at vurdere, om et af de to mennesker, som ønsker at blive viet, har fået et juridisk kønsskifte, siger Jesper Bacher, der er sognepræst i Vejleby Sogn på Lolland.
Men det til trods mener han også, at man internt i folkekirken skal have en diskussion om, hvorvidt en præst skal kunne sige nej til at vie to personer, hvoraf den ene har skiftet juridisk køn.
“Diskussionen ligger i logisk forlængelse af, at præster kan sige nej til at vie par af samme køn begrundet i den kristne ægteskabsforståelse, hvor et ægteskab indgås mellem en mand og en kvinde. Man kan selvfølgelig sige, at ægteskabet også er mellem mand og kvinde, hvis den ene part har fået juridisk kønsskifte, men spørgsmålet er, om staten ikke spiller Gud, hvis man mener at kunne diktere en kirkelig vielse på baggrund af en juridisk foranstaltning?”.
Jesper Bacher fortsætter:
“I en af de bibelske tekster, som indgår i vielsesritualet, hedder det om Guds skabelse af mennesket: ’Som mand og kvinde skabte han dem.’ Den ret kan vi ikke tilkende staten i en kirkelig sammenhæng. Juridisk kønsskifte vil få helt absurde konsekvenser, hvis det betyder, at Gud som menneskets skaber skal skiftes ud med staten. Så får vi ikke bare juridisk kønsskifte, men juridisk religionsskifte i folkekirken.”
Har Gud så ikke skabt dem, der føler sig som et andet køn, end det de fik tildelt ved fødslen?
“Selvfølgelig har han det. Men følelser forvandler ikke et køn til et andet køn. De får så tildelt et nyt køn i kraft af en juridisk beslutning og ikke i kraft af, at Gud rent faktisk har skabt dem sådan. Og det ville være uærligt at lukke øjnene og konkludere, at nu er alle problemer løst, fordi staten har sagt, at det her menneske er en mand, selvom det biologisk set faktisk er en kvinde. Så ville vi tage statens ord for mere pålydende end Guds ord, når det drejer sig om udførelsen af et kirkeligt ritual i kirken, og det er ikke en god idé.”
Læser man ægteskabsloven bogstaveligt, er der imidlertid intet til hinder for, at to personer, hvoraf den ene har fået foretaget juridisk kønsskifte, kan blive viet i kirken. Det siger Svend Andersen, professor emeritus i etik ved Aarhus Universitet og forhenværende formand i Selskab for Kirkeret.
“Indtil videre må ægteskabslovgivningen dække de situationer, der kunne opstå. Enten har vi at gøre med to personer af samme køn eller to personer med forskelligt køn, og så er det sådan set lige meget, om parret har forskellige køn fra fødslen, eller den ene part eller begge parter siden har fået et andet køn end det oprindelige. Der står ikke noget i nogen lovgivning om, at det er forbudt at vie to mennesker, hvoraf den ene har fået foretaget juridisk kønsskifte.”
Men, fortsætter Svend Andersen, selvom det ganske givet er et ”lille problem” i forhold til andre problemer, folkekirken står over for, så mangler der nogle præciseringer på området for vielse af transkønnede:
“Det kunne være godt for folkekirken at få afklaret. Når man tænker på, hvor vigtigt det er for i hvert fald nogle præster, at Gud har skabt mennesket som mand og kvinde, så er det en vigtig diskussion, om man skal være født med et bestemt køn, eller om Gud ikke også har skabt dem, som ikke er født med et veldefineret køn. Det er både en vigtig teologisk og kirkelig opgave.”
Hvis et par fortalte Vibeke Bidstrup, at den ene havde fået foretaget juridisk kønsskifte, ville det ikke nødvendigvis betyde nogen ændringer, men hun ville have en samtale med dem om, hvordan de identificerer sig, hvilke pronominer de bruger, og hvordan de gerne vil omtales; på samme måde som hun generelt altid har i en samtale med alle brudepar. Og det taler ind i det, som hun og en række andre præster faktisk har foreslået for nylig.
“Jeg er fortaler for, at vi skal ændre hele vielsesritualet, blandt andet fordi vi kommer til at stå med flere af de her problematikker, og jeg synes, det er vigtigt, at vielsesritualet kan rumme alle de forskellige situationer, som folk står i. Det er for eksempel slet ikke sikkert, at de tekster, der knytter sig til en klassisk heteroseksuel vielse, passer til et par, hvor der har fundet et kønsskifte sted.”
“Derfor så jeg gerne, at der er mere frihed til at vælge de bønner og tekstlæsninger, man bruger fra Bibelen, så det passer til parret. Hvis man bruger det heteroseksuelle ritual til et par, hvor den ene har skiftet køn, så sidder jeg allerede nu og tænker, at der måske er nogle tekster, der ikke vil passe særlig godt ind, fordi de umiddelbart indeholder en meget konservativ forestilling om, at Gud har skabt os som mand og kvinde i klassisk forstand. Men man kan jo sagtens være født som kvinde, men skabt som mand, og derfor er det godt, at der kan finde et kønsskifte sted. Jeg er bare ikke helt sikker på, at det er på den måde, man hører bibelteksten. Jeg synes også generelt, at det er vigtigt, at vi bruger de pronominer, som parret identificerer sig med, og omtaler deres forhold på den måde, som de gerne vil have.”
