I en leder 8. mars tar Kristeligt Dagblad et solid oppgjør med ideen om flytende kjønnsidentitet på en måte som knapt noen i Norge har våget å gjøre. De skriver blant annet at vi bør droppe den forskrudde ideen om å at vi kan gjøre kjønn til en valgfri rettighet:
At gøre juridisk kønsskifte til en rettighed for børn er et dybt problematisk skridt på vejen mod forståelsen af køn, som noget vi vælger. Det er en forståelse af køn, der strider mod al sund fornuft og i sagens natur også mod videnskaben og biologien
Et stort flertal i Det Etiske Råd har netop anbefalet, at retten til juridisk kønsskifte nedsættes fra de nuværende 18 år til 10-12-årsalderen. Det er desværre først og fremmest et eksempel på, at et flertal sagtens kan tage fejl.
Juridisk kønsskifte for børn er og bliver nemlig en dårlig idé, og den omsiggribende politiske bestræbelse på at imødekomme den særdeles aktive lobby for transkønnedes rettigheder er uigennemtænkt og problematisk af flere grunde.
Vi ved, at der findes en meget lille gruppe mennesker, for hvem det oplevede køn er forskelligt fra det biologiske køn. Lægevidenskaben kalder det kønsdysfori, og ifølge det omfattende danske kønsstudie Sexus gælder det 0,6 procent af befolkningen.
Der er ingen grund til at betvivle det fænomen, ligesom der er al mulig grund til at sørge for, at familier med børn, der oplever kønsdysfori, får den hjælp, de har brug for. Men det skal først og fremmest være en hjælp rettet mod de vanskeligheder, der kan være ved at leve med et andet oplevet køn end det biologiske.
At gøre juridisk kønsskifte til en rettighed for børn er et dybt problematisk skridt på vejen mod forståelsen af køn, som noget vi vælger. Det er en forståelse af køn, der strider mod al sund fornuft og i sagens natur også mod videnskaben og biologien.
Alene af den grund er det uovervejet at indrette vores cpr-register og samfund i øvrigt efter, at køn ikke er noget, vi er blevet givet ved undfangelsen, men noget vi finder ud af i barndommen. Det er samtidig en enorm byrde og en forvirring af dimensioner at pålægge børn helt ned til 10-årsalderen.
Sidste år skrev The Wall Street Journal-journalisten Abigail Shrier bogen ”Irreversible Damage”, hvori hun beskriver den transkønnede lobbys vildtvoksende kulturkrig, der har udset sig børns køn som en central kampplads.
Hendes kritik af den uigenkaldelige skade, som vi er i gang med at forvolde på en hel børne- og ungdomsgeneration, bygger blandt andet på forskning fra Brown University, som beskriver fænomenet ROGD, Rapid-onset gender dysphoria, hvor forestillingen om, at man er født med det forkerte køn breder sig hastigt i bestemte sociale grupper, understøttet af forældrene og af sociale medier.
Studiet, som er beskrevet i tidsskriftet Science, viste blandt andet, at der i en bestemt gruppe med en overvægt af unge piger var op imod 50 procent, der definerede sig selv som transkønnede.
Hvis Det Etiske Råd faktisk havde modet til at tage fat på et vanskeligt etisk problem i vores tid, ville de tage hul på den diskussion, i stedet for med et uigennemtænkt forslag at bane vejen for en udbredt kønsforvirring, som både er tragisk og uigenkaldelig. Lad os hjælpe de få, så godt vi kan, men droppe den forskruede idé om at gøre køn til en valgfri rettighed.
