Avisens leder 16. juni:
På få år har den identitetspolitiske dagsorden rykket sig fra snævre cirkler på amerikanske universiteter til at blive et fælles samtaleemne i hele Vesten. Også i Danmark. De fleste støder på diskussionerne om kønsneutrale toiletter, om statuer, der skal væltes, sange, der skal fravælges, sprog, der skal ændres, og senest om bagerkæden Lagkagehusets allerede landskendte ”kageperson” – debatten kører hjemme, på arbejdspladser og i medierne. ”Woke” hedder det, hvis man er blandt de ”vakte”, der har forstået behovet for en radikal omvæltning af vores fælles liv, værdier, samtale og sprog.
Den identitetspolitiske bevægelse har rødder i USA, hvor de ”vaktes” antal vokser, ikke mindst på universiteterne og i de store byer på øst- og vestkysten. Men i USA vokser også modstanden mod de vakte, og den identitetspolitiske debat er i det 21. århundrede blevet det helt centrale og splittende værdipolitiske spørgsmål, som kan afgøre amerikanske valg. Er du woke eller ej? Danskerne er imidlertid ikke woke, viser en lille, men entydig undersøgelse, foretaget af den anerkendte professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Michael Bang Petersen, og som Kristeligt Dagblad har beskrevet i denne uge.
Selvom diskussionerne om ”kagepersoner” og indianerfester i børnehaven fylder i medierne og giver indtryk af en udbredt splittelse i befolkningen, er over 80 procent af de adspurgte enige om at afvise de centrale identitetspolitiske mærkesager. Som Michael Bang Petersen peger på, kan netop den stærke enighed i befolkningen være en anledning til, at vi er optaget af emner, der falder uden for normen.
At være anti-woke kan således blive en identitetsmarkør for, at man er dansk og pragmatisk afviser amerikanske ”tosserier”. Grundlæggende er danskernes afvisning af woke-kulturen klog og rigtig, og den er værd at tage bestik af. Det gælder for de efterhånden mange politikere, som fejlagtigt tror, at identitetspolitikken er udtryk for en dominerende holdning i tidsånden. Det gælder for virksomheder og erhvervsliv, som i stigende grad er begyndt at dyrke woke-kulturen kommercielt. Og det gælder for universiteter, skoler og andre aktører i velfærdsdanmark, som alt for ofte føler sig presset til at overreagere på identitetspolitisk pres.
Alle bør de tage bestik af, at det store flertal siger nej tak til radikal ”wokeness”. De fleste danskere er pragmatiske og sindige. De kan sagtens se fornuften i, at minoriteter vil behandles ordentligt, og at sproglige vendinger, der var almindelige i 1950’erne ikke på samme måde accepteres i 2022. Men de er også frimodige og frihedselskende og vil nødigt belæres af vakte studenter, hvis historiske hukommelse og kulturelle viden er til at overse. Den identitetspolitiske debat er kommet for at blive, og fordi skillelinjerne i debatten i nogen grad er generationsbestemt, vil grænserne løbende rykke sig.
Som med alle andre fænomener i den demokratiske offentlighed beror fornuftige løsninger på evnen til fælles forhandlinger. USA viser lige nu, hvordan det ikke skal gøres. Danskernes pragmatiske skepsis over for woke-kultur er et godt udgangspunkt for at holde fast i et samfund, som både kan rumme nye indsigter, og som bygger videre på historisk besindighed.
