Debatten knyttet til kjønn og samliv har en helt annen temperatur, omfang og dybde i Danmark enn i Norge. I Danmark er konservative politikere aktive i diskusjonen og viser en forståelse av problemstillingene som er fraværende i Norge. Teksten nedenfor er forfattet av Nikolaj Bøgh (født 20. januar 1969 i Aarhus) som er folketingskandidat for Det Konservative Folkepart og politisk-historisk forfatter.
I denne teksten drøfter han problemene som oppstår når samfunnet åpner opp for å skifte kjønn:
Da et flertal i Folketinget i 2014 vedtog loven om juridisk kønsskifte, så vedtog man samtidig, at der på det område ikke længere eksisterer nogen fælles virkelighed baseret på objektive fakta.
Selvom alle kan se, at du er en mand med alle de fysiske karakteristika, som en mand nu engang har, så er du i din fulde ret til at insistere på, at du er en kvinde. Og staten bakker dig op og kan udstede den nødvendige dokumentation i form af pas, cpr-nummer med videre, som viser, at du faktisk er en kvinde.
I bund og grund udfordrer det opfattelsen af, hvad et samfund og et demokrati er. For hvordan kan vi opretholde de fælles normer og etablere de fælles regler, som et samfund har brug for til at kunne hænge sammen, hvis vi ikke kan blive enige om selv så basale fakta, som hvad en mand og en kvinde er? Det gode samfund forudsætter til syvende og sidst en fælles virkelighedsopfattelse, hvor vi forstår ord og begreber på nogenlunde den samme måde.
I det lys er det faktisk befriende, at vi har en skikkelse som Ibi-Pippi Orup Hedegaard, der – bevidst eller ubevidst – igen og igen påpeger de absurde situationer, der opstår, når man afkobler det fysiske og det juridiske køn. Ibi-Pippi har ingen intentioner om at gennemgå en kønsskifteoperation, men definerer sig som en lesbisk kvinde, der derfor godt kan have seksuel omgang med kvinder, og som følge deraf også er blevet far (?) til otte børn.
Kort efter at have skiftet juridisk køn insisterede Ibi-Pippi på at ville klæde om i kvindernes omklædning i svømmehallen, hvilket naturligvis vakte stor opstandelse og førte til, at han under stor protest blev henvist til handicapomklædningen. Også lidt urimeligt over for de handicappede i grunden.
Nu er han så blevet idømt en velfortjent fængselsstraf for hærværk mod et Asger Jorn-maleri. Det er grundlæggende godt, og det kan forhåbentlig afholde andre, der skulle få lyst til at beskadige vores fælles kulturarv med et eller andet fortænkt formål.
Udfordringen er, at den juridisk set kvindelige Ibi-Pippi må forventes at skulle afsone sin straf i et kvindefængsel, fordi – som Kriminalforsorgen udtrykker det – “dømte og varetægtsfængslede som hovedregel placeres på baggrund af cpr-nummer, det vil sige det juridiske køn”.
Det går selvfølgelig ikke, og dermed er det juridiske kønsskifte også en illusion, hvis man alligevel skal tage konkret stilling til, om personer, der har foretaget juridisk kønsskifte, nu også rent faktisk kan følge de regler, der ellers gælder for det køn, de har valgt, i forhold til omklædning, fængselsophold, sportsudøvelse med mere. Hvad er så egentlig pointen?
Så må man acceptere, at virkeligheden rent faktisk findes, og det burde lovgiverne naturligvis også have holdt fast i, frem for at vedtage at den er åben for fri fortolkning.
