Et mulig forbud mot konverteringsterapi i Danmark skaper reaksjoner, og generalsekretær Mikael Wandt Laursen i det danske Frikirkenet kommenterer forslaget slik:
Lars Aslan Rasmussen (S) forsvarer her i avisen den 26. august regeringens intention om at forbyde omvendelsesterapi rettet mod mindreårige. Hans argument er, at det altid er et problem, når mennesker ikke kan leve som dem, de er. Om det så er 10 eller 100 om året er underordnet.
Men den rapport, som regeringen selv har bestilt til at belyse emnet, og som bruges som argument for at undersøge muligheden for et forbud, kan ikke påvise, at der findes omvendelsesterapi i Danmark. Snarere tværtimod.
I rapporten siger rådgivningstjenesterne i LGBT+ Danmark samt Sex & Samfund samstemmende, at ”de ikke er stødt på eksempler på sager, hvor deciderede ’behandlere’ eller lignende har tilbudt omvendelsesterapi’ eller ’deciderede interventioner’ med henblik på at ændre lgbt-personers seksuelle orientering eller kønsidentitet i Danmark”.
I forbindelse med rapporten har man endvidere efterlyst personer, der anonymt ville fortælle deres historier, men man fandt kun ganske få, hvoraf nogle går 25 år tilbage. Ingen af eksemplerne er af nyere dato – bortset fra et enkelt fra muslimsk sammenhæng. Vi taler altså hverken om 10 eller 100 om året. Vi taler om et nærmest ikkeeksisterende problem.
Hvis jeg var lgbt-person, ville jeg føle mig svigtet af regeringen. Med forbuddet ønsker regeringen ganske givet at vise handlekraft og demonstrere, at den kæmper for lgbt-rettigheder. Men i virkeligheden bruger den ressourcer, fokus og skattekroner på at løse et problem, hvis eksistens den ikke kan påvise, fremfor at sætte ind der, hvor der faktisk er problemer.
For der er problemer. Rapporten viser, at otte procent af lgbt-personer i Danmark har oplevet, at personer i deres omgangskreds har forsøgt at ”omvende” dem. Ordet omvende er ikke defineret i undersøgelsen og kan altså også dække over en oplevelse af, at nogen i familien eller omgangskredsen ville ønske, at lgbt-personen var ciskønnet og heteroseksuel. Langt hovedparten af de otte procent (88 procent) kommer fra hjem, hvor religion spiller enten ingen eller kun en lille rolle.
Altså er det misvisende at tale om disse otte procents oplevelse som et religiøst omvendelsesforsøg, som Lars Aslan Rasmussen gør sig til talsmand for. Vi taler om et problem, som strækker sig ud i alle mulige familier, og som sandsynligvis ikke handler om decideret reorienteringsterapi, men snarere handler om manglende accept fra ens nærmeste.
For det er et alvorligt problem at opleve, at ens familie eller omgangskreds ville ønske, at man var en anden end den, man er. Rapporten afslører med al tydelighed, hvor store psykiske konsekvenser det har for disse otte procent. Det kalder på handling. Både fra kirkelig side, og så sandelig også fra fodboldklubben, mødregruppen og alle os forældre. For hvordan møder vi lgbt-personer på en måde, så de ved, at de er accepterede og velkomne, som de er?
Det er rapportens udfordring. At regeringen reducerer det til en erklæring om at ville forbyde et problem, der ikke kan påvises, kan jeg kun undre mig over. Det løser i hvert fald ikke de problemer, som den rapport, regeringen selv bestilte, peger på.
Mikael Wandt Laursen er generalsekretær i Frikirkenet
