Hva er normstormere?

I Danmark har man en organisasjon som kaller seg normstormere. Organisasjonen kan minne om Sex og samfunn og FRI, men synes å spenne litt videre tematisk enn organisasjonene i Norge. På sin hjemmeside sier de at de underviser folkeskoleklasser i normkritikk og LGBTQ+ vilkår, der normkritikken er svært omfattende, noe en en lærer opplevde da temaet var fedme.

Selv peker Normstormerne på følgende temaer:

• trygge(re) rum
  
• kønsidentitet og seksuel orientering, LGBTQIA+ levevilkår
• refleksioner over samfundets, skolens, klassens og egne normer og privilegier
• anti-mobning og anti-diskrimination strategier

Skribenten Mikael Jalving beskriver fenomenet slik på Document.no:

Inden for modebranchen findes der noget, som hedder fast fashion eller hurtig mode. Målgruppen er de unge, født omkring årtusindskiftet og et årti frem. Det særlige ved deres forhold til mode er, at en stor andel af dem opfatter tøj, som er brugt mere end én eller to gange, som gammelt. Fænomenet kommer naturligvis fra USA, men vokser i hele den vestlige verden, hvor ”køb og smid væk”-kulturen i forvejen står stærkt. Selv den skiftende mode er for langsom i vores højhastighedssamfund. Kun den hurtigste mode er kvik nok til de yngste forbrugere.

Vi finder samme fænomen inden for politik, skønt her begrænser det sig ikke kun til de unge. De voksne kan også være med. Og har i den grad været det, huske bare marxismen på universiteterne (70’erne), indvandringsoptimismen (80’erne), globaliseringsmusikken (90’erne), kulturrelativismen (00’erne) og klimakatastrofismen (helt frem til i dag).

Selv i det små går tingene hurtigere og hurtigere. Hvad der var mink i går, er begravet i dag. Nu må vi se fremad, altid fremad. Knap 12 timer går, uden at de ævlende klasser plaprer løs om mænd i skørter og efterlyser flere kvinder på direktionsgangen og i virksomhedernes bestyrelser, og vi skal belæres af meningsdannere (m/k) om, at det skam er progressivt. Som i en bevidstløs forvandlingsmaskine ønsker postmoderniteten at gøre alting ens og forskelsløst, frisat fra biologi, rødder og udgangspunkter. Vi er alle blevet normstormere.

Hvad Leif Panduro flirtede uskyldigt med i bogtitlen ”Rend mig i traditionerne” fra 1958, er for længst blevet ideologi. Det er derfor, at opdragelse i, at der slet ikke findes nogen normalitet med hensyn til køn og seksualitet, er for vigtig en opgave at overlade børns forældre. Det må skolen tage sig af, naturligvis anført af en kønsaktivistisk organisation – netop med navnet Normstormerne. Med venstrefløjens velsignelse, inklusive socialkammeraternes.

I identitetspolitikken, der mimer modeindustrien mere, end de fleste har lyst til at tænke på, er det nye for længst blevet det gode. Jo mere velhavende og jo bedre uddannet folk er, jo mere optagede er de også på at blive identificeret med de nyeste, hurtigst udbredte og nemmest respekterede synspunkter. Mennesker, der har det bedste af alting, huse, biler, høje ansættelser, pensioner, rejsemål, tøjstil, sommerhuse og plasticbryster, vil naturligvis også have de bedste synspunkter – og helst så hurtigt og smertefrit som muligt. Desuden letter de rigtige meninger den sociale adfærd, især i overklassen og blandt de kreative og hjernevaskede i Aarhus og København.

At adskille sig fra mængden er ikke bare dumt, det er farligt, hvilket forfatteren Birgithe Kosovic kan tale med om, når hun i foredrag og tekster tillader sig at beskrive multikulturalismen som et forfejlet ideal, der enten fører til ghettoer og opdelte skoler eller tvungent fællesskab. Den slags er mildest talt ikke acceptabelt i pæne menneskers selskab.

Flokdyrsmentaliteten stikker muligvis endnu dybere. Fordi så mange for længst er blevet trætte af at være, hvad de er – hvide, sorte, brune, mænd, kvinder, store, små, tyske, engelske, jødiske, arktiske, sydboere, nordboere, vesterlændinge osv. – og tilmed lever i demokratier og materiel overflod – ønsker de nu at hæve sig over alt det, mens de forestiller sig, at ”mangfoldigheden” kan udvirke mirakler, og at individuelle valg kan realisere utopia. Det er netop denne drøm, der gør pakketerede synspunkter så attraktive på de sociale medier og i den demokratiske offentlighed. De er et adgangstegn til de rigtige meningers klub og status. Desuden slipper man for at skulle tænke selv.

Hvad er så det egentlig gode i politik i forhold til det overfladiske gode, jeg skitserer her? Det er et lidt køligere, men substantielt gode: at sætte sig lidt mere ind i sagerne, før man løber med flokken, at danne mere kvalificerede holdninger end de mest banale, at være opmærksom, lytte til, hvad folk rent faktisk siger, og interessere sig for, hvad der sker i den sociale virkelighed, forlade de sociale medier et øjeblik og indrømme, at man ikke kan vide alt eller være ekspert i det hele.

Aldrig har vi haft så mange klimaeksperter som efter Greta Thunberg, så mange epidemiologer som under corona, så mange skrivebordsgeneraler og krigskorrespondenter, som da Rusland invaderede Ukraine, eller så mange østeuropakendere, når talen falder på regeringerne i Visegradlandene. Lidt mere ydmyghed og lidt mindre ideologi ville klæde de fleste bedre end en ny kjole.