Debatten om transseksuelles deltakelse i kvinners konkurrenser har vart i noen år. For tre år siden beskrev den danske avisen Kristeligt Dagblad, hvordan tennisstjerne Martina Navratilova blev ramt af en bølge af had på nettet, fordi hun syntes, at man her “belønner snydere og straffer de uskyldige”. Nå blusser debatten opp igjen, og årsaken er fordi den tidligere mann, nå kvinne, Lia Thomas har vunnet et amerikansk svømmemesterskap foran tre olympiske sølvmedaljevinnere.
Kristeligt Dagblad skriver:
Måske har debatten flyttet sig siden 2019. I magasinet UnHerd skriver Ayaan Hirsi Ali, at hun godt nok synes, at Thomas ligner en mand med hendes brede, muskuløse skuldre. Thomas selv har dog udtalt til et sportsmagasin: “Jeg er en kvinde, fuldkommen som alle de andre på holdet. Man kan ikke støtte dette halvt, enten bakker man mig fuldkommen op som kvinde, eller man gør det ikke.”
Ali citerer en kvindelig idrætsprofessor, der slår fast, at en forhenværende mand, har betydelig større muskelmasse end en kvinde – også efter behandlinger med testosteronhæmmere. Der er flere end 3000 gener, der står for uforanderlige forskelle i muskulaturen. Vedkommende beholder tillige et større hjerte, større evne til at optage ilt og større evne til at udnytte blodsukker.
Ayaan Hirsi Ali foreslår derfor, at man laver særlige ligaer for transpersoner, som man også har Paralympiske Lege. Ikke, at hun anser transpersonerne for handicappede – tværtimod! Men så kunne styrkeforholdet være fair og afpasset.
Magasinet Spikeds politiske skribent Brendan O’Neill finder en hyklerisk modsætning mellem det ramaskrig, der lyder ved mindste mistanke om doping hos en idrætsudøver og huldsaligt smilende anerkendelse af dem, der har modtaget en ydelsesforstærker, som ingen kvindelig idrætsudøver nogensinde kan opnå, nemlig en mandlig pubertet.
Ingen tør diskutere det nye fænomen, som må kaldes et trans-privilegium, mener han. Vi hører hele tiden om cis-privilegier og hetero-privilegier, men “sandheden er, som debatten om kvindeidræt vist gør det tydeligt, at trans-kvinder er dem, der nyder et privilegium,” skrev O’Neill.
Privilegiet er i følge den politiske skribent både det, som kommer af større muskelmasse, frit at kunne vælge ligaer med naturligt svagere modstandere og endelig det privilegium, at medierne stempler alle som intolerante, der tør spørge: “Er den svømmer virkelig en kvinde?”
Det er jo netop fordi, mandens pubertet starter en proces, der giver en ulighed, at man overhovedet har kønsopdelt sporten, betoner O’Neill – bortset fra sportsgrene som ridning og dart, hvor styrke ikke tæller i præstationen. Kvinder står stærkt i ridning, og på det seneste er kvindelige dartspillere som Fallon Sherrock også begyndt at slå verdens bedste mandlige dartspillere.
The Independent har set på tiderne for Lia Thomas og hendes konkurrenter i fortid og nutid og mener at finde, at hun slet ikke er så knusende overlegen endda, og flere kvinder kan stadig slå hende. Her er altså ikke noget at komme efter, mener avisen, som antyder at kritikerne har uskønne motiver.
I magasinet Unherd skriver Andrew Doyle, at det åbenlyst absurde ved synet af Lia Thomas, tårnhøj og muskuløs på podiet ved siden af sine kvindelige holdkammerater, kan være med til at få et fordrejelsens og fortielsens klima til at lette. Der er trods alt fakta, som ikke uden videre kan vrides, understreger han og anfører et par andre, nylige sager, som er så surrealistiske, at sandheden baner sig vej gennem de nye konventioner, som journalister ofte lader styre deres reportage.
BBC beskrev således for nylig, hvordan en 83-årig kvinde i New York havde dræbt og parteret end anden gammel kone, hun havde truffet online og lokket til sig. Den uhyggelige gerningskvinde havde allerede tilbragt 50 år i fængsel for mordet på to kvindelige venner. Men læserne synes uvægerligt, at noget haltede her. Kvindelige seriemordere er yderst sjældne og hertil kom den brutale partering. På de sidste linjer bekender reporteren da også diskret, at mordersken først “for nylig var begyndt at identificere sig selv som kvinde.”
For nylig havde man i Storbritannien en sag, der blev omtalt i Overhuset, hvor en kvinde var blevet voldtaget på en kvindeafdeling på et hospital.
“Tilsyneladende fik politiet at vide, da de kontaktede hospitalet,” skriver Doyle, “at der ingen mænd var indlagt på den ‘single-sex’ afdeling, og ‘derfor kunne voldtægten ikke have fundet sted.’ Den opmærksomme læser har allerede udfyldt hullerne.” Det britiske hospitalsvæsen indlægger ikke længere efter biologisk køn. men efter det valgte, så brokker kvindelige patienter sig over en mand på stuen, skal der lyves. Den officielle instruks fra National Health Service, NHS, lyder:
“De pårørendes synspunkter kan være i strid med transpersonens ønsker, i så fald skal transpersonens synspunkt være det gældende.”
“Det lader til, at man ikke kan lade plebejerne håndtere sandheden,” bemærker Doyle.
Det kan godt være, at disse hvide løgne er motiveret af empati, bemærker han, men de har undergravet folks tillid til samfundets institutioner.
“Trods alle de falske anklager om ‘had’, ‘’snæversyn’ og ‘transfobi’, som kvæler samtalen om disse vigtige emner, så er vendepunktet ikke langt borte,” fornemmer Andrew Doyle.
