Det er formann i Trykkefrihetsselskapet Aia Fog som har forfattet denne teksten der hun tar et oppgjør med Folketingets inkludering av kjønnsidentitet, kjønnsuttrykk og kjønnskarekteristikk i landets rasismeparagraf:
Folketinget har kort før jul vedtaget endnu en udvidelse af den forhadte racismeparagraf, så den nu også omfatter forbud mod at krænke folks følelser på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika.
I ly af Støjbergs rigsretssag, omikron og den tilstundende højtid fik et stort flertal i Folketinget (alle partier bortset fra DF, NB og LA) den 21. december vedtaget en tilføjelse til den antidemokratiske krænkelsesbestemmelse i straffelovens § 266 b, den såkaldte racismeparagraf. Folketingsflertallet var enige om at udvide bestemmelsen fra at omfatte et forbud mod at krænke folks følelser ”…på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering” til nu også at omfatte kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika.
Dermed foretager Folketinget på en gang endnu et indhug i danskernes ytringsfrihed og cementerer samtidig, at lovgiver betragter ytringsfrihed som en subjektiv størrelse, der afhænger af den enkeltes følelser og krænkelsesparathed og ikke af objektive og logiske grænser for lovlige ytringer, som trussel om eller opfordring til vold.
De senere år har vi i Trykkefrihedsselskabet set med stigende gru på, hvordan Folketinget den ene gang efter den anden har foretaget begrænsninger i danskernes ytringsfrihed og dermed i demokratiet, herunder kriminaliseringen af visse ytringer i forbindelse med vedtagelsen af den såkaldte imam-pakke (2016), udvidelsen af spionbestemmelsen i straffelovens § 108 (2018) og tilslutningen til FNs Migrationspagt (2018). Nu fremturer vores folkevalgte så igen – ovenikøbet med en udvidelse af rækkevidden af § 266 b, der står som det ubestridt største demokratiske misfoster i dansk lovgivning, fordi den bryder med det helt grundlæggende princip om, at man kun kan straffe handlinger og ikke holdninger.
Racismeparagraffen er ikke desto mindre indført ud fra et ønske om netop at straffe holdninger og ytringer – uanset om man kan føre sandhedsbevis for dem. Det afgørende efter § 266 b er ikke, om en ytring er sand, men om ytringen kan opfattes som ”forhånende” eller ”nedværdigende”, og nu har Folketinget altså øget listen af emner, som kan sende en 2 år i fængsel, hvis de diskuteres forkert. Og hvad der ligger indenfor hhv. udenfor den stadigt skrumpende skive af lovlige ytringer blafrer mildt sagt i vinden, for det er i vidt omfang overladt til tilfældige byretsdommeres synsninger egne moralske kvababbelser.
Et af de seneste eksempler på dette er straffesagen mod Holger Gorm Petersen, som i april sidste år blev dømt efter § 266 b for i forlængelse af en artikel fra TV2 på Facebook med overskriften ”Spillerforening har ikke hørt fra homoseksuelle i 15 år” at have skrevet i kommentarsporet: ”Man skulle have fastholdt, at det var en psykisk sygdom. Normalt bliver det aldrig, tværtimod”. En – skulle man tro – helt legal holdning og lovlig ytring, som Holger Gorm Petersen selv burde skulle stå på mål for, men som dommeren i Kolding alligevel dømte ham for at have fremsat med begrundelsen: ”…at udtalelsen ikke er fremsat som led i en saglig debat.”
Dommen illustrerer den vilkårlighed og dermed fraværet af faste rammer og en påregnelig retstilstand, som også kendetegner § 266 b, der med den seneste udvidelse er blevet om muligt endnu mere arbitrær: tilføjelsen af ”kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika” er groet direkte ud af den standende tidsånd dikteret af magtfulde minoriteter, som har haft held til at feje al evidens om køn af banen til fordel for på en gang luftige og flydende kønskonstruktioner, som det er ganske umuligt at forholde sig til for andre end de særligt indviede, men som ikke desto mindre er blevet ”sandheder” – der nu også er lovgivet om og gjort strafbehæftet at have en ”forkert” holdning til eller udtale sig ”forkert” om.
Det sørgelige og paradoksale er, at det faktisk var § 266 b, som introducerede ordet ”race” i dansk lovgivning: Før indførelsen af bestemmelsen i dansk ret (som en implementering af FN-konventionen fra 1965), var opdelingen af mennesker i racer et komplet ukendt begreb i dansk ret af den simple årsag, at vi aldrig har tænkt i opdeling af racer i Danmark. Racismeparagraffen lagde dengang en helt uretfærdig forhåndsformodning om racisme ned over danskerne, ligesom den med den seneste udvidelse lægger en lige så uretfærdig forhåndsformodning om nedgørelse af LGBT+ segmentet den over befolkningen.
Det helt centrale og afgørende er dog, at § 266 b altid har været en skamplet på ytringsfriheden og dermed demokratiet. En skamplet, som Folketinget nu har gjort større. Det er helt på sin plads at spørge om danskerne virkelig har de politikere, de fortjener.
