I en leder den 13. april tar den danske avisen Kristeligt Dagblad et kraftig oppgjør med troen på at barn har samtykkekompetanse til å fastslå at det bør skifte kjønn, og dermed få tilgang til en hormonell behandling. I sin leder skriver avisen:
Hundreder af børn er blevet behandlet med hormoner, fordi de angiveligt var transkønnede. Ingen kender langtidsvirkningerne. Og flere unge fortryder. Nu begynder eftertanken at melde sig.
Der er tale om en sag så problematisk, at det er sandsynligt, at ministre engang i fremtiden vil stå på Folketingets talerstol og undskylde det skete.
Det handler om transkønnede børn. Eller rettere: såkaldt transkønnede børn. For reelt aner ingen, om de pågældende børns problemer med selvopfattelse, identitet og køn skyldtes, at deres biologiske køn var “forkert”. Eller om man bare har behandlet dem, som om det var tilfældet – i misforstået omsorg, men drevet af den ideologi i vores samtid, der ophøjer køn og seksualitet til at være altings forklaring og formål.
I forsøget på at stoppe børnenes kønslige modning er flere hundrede mindreårige de senere år blevet udsat for en medicinsk behandling herhjemme, som sundhedsmyndighederne ikke kender langtidsvirkningerne af. I et ukendt antal tilfælde kan hormonbehandlingen, der skulle bremse barnets pubertet, allerede i udgangspunktet have været en fejlbehandling, idet barnets ubehag ved sit biologiske køn kan have været en sideeffekt af andre lidelser eller sundhedsforhold.
Erkendelsen af det usikre, hvis ikke direkte uansvarlige, i at bruge medicin for at bremse puberteten hos i øvrigt sunde børn begynder så småt at bundfælde sig hos sundhedsmyndigheder i Danmark og udlandet. Derfor bliver færre børn end tidligere nu henvist til hormonbehandlinger. Sundhedsminister Sophie Løhde (V) roste på et samråd i tirsdags sundhedsvæsenet for at udvise besindelse.
Bedre sent end aldrig. Tragedien turde være åbenlys: Børn, der end ikke kan bestemme, hvornår de skal være hjemme, og som endnu er langt fra at kunne stemme ved et valg, har man givet lov til at bestemme, at de vil have et andet køn.
Selvfølgelig har læger truffet den egentlige beslutning i hvert enkelt tilfælde. Og det er vigtigt at understrege, at kønsdysfori – oplevelsen af, at ens køn ikke er det, som man biologisk er udstyret med – kan være en alvorlig lidelse, som er svær for den ramte. Læger skal naturligvis reagere på barnets oplevelser.
Men de spørgsmål, som nok er blevet stillet for lidt, er, om svaret faktisk findes i barnets biologiske køn, eller der er tale om en forestillet forklaring på en lidelse, der kan være relateret til sociale forhold, kulturelle forventninger eller en anden diagnose hos barnet. Eller der måske endda kan være tale om noget, der bare går over.
Det sidstnævnte viser sig hos flere unge. Nu, hvor eftertanken omsider melder sig, hvor en ellers førende britisk kønsklinik for børn er blevet lukket, og hvor den svenske sundhedsstyrelse er begyndt at anbefale “tilbageholdenhed” med hormonbehandling, så begynder der også at dukke unge mennesker op med historier om hormonbehandlinger, som de fortryder.
Det, der med et orwellsk udtryk kaldes “kønskorrigerende” behandling, er sandsynligvis ikke den rette omsorg for børn, der er i tvivl om deres kønsidentitet. At der har været tale om et kæmpemæssigt medicinsk eksperiment med børn, er hævet over diskussion. Der hviler et tungt ansvar på politikere og myndigheder, der har ladet det ske.
