Solid kritikk av dagens liberale jag etter identitet fra danske Sørine Gotfredsen

Foto: Jeremy Bishop fra Unsplash
|Foto: Jeremy Bishop fra Unsplash

Sørine Gotfredsen (f.1967) er journalist, prest, debattant og forfatter, bl.a. av Å leve med Kierkegaard (Vårt Land forlag, 2016) og Fri oss fra det onde (Vårt Land forlag, 2018). Hun er dessuten en av Danmarks hyppigst brukte kommentatorer og skriver i bl.a. Berlingske, Kristeligt Dagblad og DR2’s Deadline.

Her er hennes siste artikkel, Samtalen vil igjen bli konservativ.

Grundlæggende tror jeg på, at mennesket altid er i færd med at lede efter spor af sin egen forankring. Vi har brug for at tro på, at noget vil bestå, og de fleste kender til frygten for at miste den nære virkelighed og bevæge sig i retning af et punkt, hvor man ikke længere kan mærke tryghed. Lad mig her til indledning citere den franske filosof Simone Weil:

”At have rod et sted er måske det sjælens behov, som på én gang er vigtigst og mindst anerkendt. Det er et af de vanskeligste behov at definere. Et menneske er rodfæstet i kraft af sit virkelige, aktive og naturlige medlemskab af en gruppe, der bevarer og videregiver fortidens skatte til sine medlemmer og til en vis grad forudføler fremtiden.”

Dén grundlængsel kan forstærkes i en tid, hvor individet mere og mere spærres inde i en kredsen om identitet, køn, race og seksualitet og forsøget på selv at fastslå, hvem man er. En sådan stræben kan ikke blot føre til eksistentiel rådvildhed, men også til en forestilling om, at man kun kan blive nogenlunde tilfreds, hvis andre hele tiden anerkender én for netop den, man er. Præcis som den amerikanske samfundsanalytiker Francis Fukuyama beskriver i bogen “Identity”, hvor han fastslår, at behovet for at blive bekræftet antager nye dimensioner. Han skriver: ”Det er ikke nok, at jeg har en fornemmelse af mit eget værd, hvis andre ikke offentligt påskønner det…”

For tiden diskuteres det, om dyrkelsen af identitet hovedsageligt er et produkt af et venstreorienteret menneske- og livssyn, eller om den i lige så høj grad trives blandt borgerligt og konservativt sindede. Blandt sidstnævnte finder man de mest ihærdige kritikere af identitetspolitisk tænkning, men jævnligt hævdes det, at netop disse selv praktiserer den. Det gør de ved at forsvare begreber som nationalitet, sprog, kristendom, en traditionel opfattelse af familie, køn og seksualitet samt en ærefrygt for historien, der gør, at man finder det forrykt at rive statuer ned for at demonstrere sin foragt for fortidens ideologier.

Spørgsmålet er altså, om nogen overhovedet i vor tids værdidebat kan sige sig fri fra at argumentere ud fra et tungtvejende identitetspolitisk standpunkt. Netop her må vi dog efter min opfattelse forstå, at identitetstænkning ikke kan udlægges entydigt. Der må skelnes mellem det givne og det mere flydende, og de konservative markører for et menneskes identitet adskiller sig i dyb forstand fra de venstreorienterede.

Mens disse har at gøre med en stræben efter at opløse normer og i en eller anden grad hylde en historisk nulstilling forbundet med drømmen om at udviske ethvert minde om det nedarvede og bevæge sig mod det ideelle, vægter den konservative i stedet at værne om dette overhovedet at være sat i en større sammenhæng. Her, hvor individet først og fremmest er bundet til rødder, slægt og skabthed, alt det, der ikke kan defineres af os selv, men som bare eksisterer.

Derfor er det svært at sidestille de to former for identitetstænkning. Den ene kredser om det mere eller mindre løsrevne individ, mens den anden kredser om et historisk fællesskab, som ingen af os kan undvige, fordi vi simpelthen er sat i det.

Det er min overbevisning, at forsøget på at trække den enkelte ud af dette givne i længden vil sætte sig nedbrydende spor, da det kan føre til en følelse af mangel på livskraft, der kan opstå, når individet trækkes væk fra sine rødder og den dybeste forankring. For livskraft mærker man ikke ved at være løsrevet, men ved at føle sig fæstnet, og jeg tror, at vi i denne tid ødelægger håb.

Tanken om selvdannelse er langt hen ad vejen en meningsløshed, men den ligger implicit i identitetstænkningen og troen på det flydende individ, der i øvrigt også medfører noget andet uheldigt: Den baner nemlig vej for en nedvurdering af alderens erfaring.

Det skyldes flere grunde, for mens individet rives løs, møder det samtidig den store venstreorienterede fortælling om, at det er omgivet af nogle magtfulde strukturer i samfundet, der menes at styre vore tanker og vores adfærd mere, end vi selv ved af. Som jeg formulerede det i en prædiken for nylig:

“Vi kender det fra teorien om, at vi dybest nede alle er racister, fordi vi ubevidst lader os diktere af synet af hudfarve, og vi kender den fra den moderne feminisme, der taler om det patriarkalske overherredømme, der kontrollerer kvinders muligheder, uanset om man selv er klar over det eller ej. Ligesom vi kender det fra optagetheden af kommende epidemier og klimaets udvikling, der naturligvis har gyldighed, men som også i dén grad kan få det omgivende til at føles som én stor struktur, der i sidste ende bliver alles skæbne. Man kan nemt i denne epoke blive strejfet af tanken om, at vores civilisation bevæger sig mod ubønhørligt kaos, og det er ikke mærkeligt, at mange, og især unge og børn, får anelser om, at der ikke venter noget godt”.

Sjælen lammes, når mennesket i så udtalt grad reduceres til at være et flydende produkt af samfundets strukturer. Som modsvar nærmer vi os to begreber, der så småt begynder at blive en del af den politiske dagsorden, og som jeg i høj grad ser som forbundet med en borgerlig og konservativ tænkning. Nemlig begrebet dannelse og begrebet fællesskab.

Jeg foreslår, at dette har at gøre med en ny, eller rettere, en gammel fortælling om mennesket, der fra begyndelsen er blevet sat i en konkret virkelighed, og jeg taler både her om forholdet til Gud og om forholdet til det øvrige større, der findes omkring os. Historien, kulturen, familien, naturen, litteraturen, sproget og nationaliteten. Alt det, der er med til dybest nede at danne et menneske.

For nogle år siden hørte jeg sognepræst Anders Thyrring-Andersen holde et foredrag om dannelse, der gjorde stort indtryk. Blandt andet beskrev han konsekvensen af at dyrke idéen om, at et menneske kan danne sig selv, og han sagde:

”Man mister simpelthen sansen for, at andre kan lære én noget, man mister viden om, at man ikke er den første eller er alene, man mister efterhånden evnen til at anerkende den anden som noget betydningsfuldt og som en samtalepartner, og til sidst mister man evnen til at sætte sig i den andens sted. Alt andet end én selv, og hvis det går højt, ens umiddelbare omgivelser og samtid bliver noget fremmed.”

Tanken om selvdannelse er langt hen ad vejen en meningsløshed, men den ligger implicit i identitetstænkningen og troen på det flydende individ, der i øvrigt også medfører noget andet uheldigt: Den baner nemlig vej for en nedvurdering af alderens erfaring. Dette at være belærende og bidrage til at danne den yngre – hvilket tidligere blev opfattet som noget positivt – ses i dag som formynderisk og forkert.

Nu er det børnene og de unge, der skal belære de ældre, hvilket ikke blot fremgår af Greta Thunberg-bevægelsen, men også for eksempel af Helle Thorning-Schmidts seneste bog “Blondinens Betragtninger”. Heri udfolder den tidligere statsminister en nærmest næsegrus accept af det livssyn, hendes to døtre repræsenterer. De betegner sig som henholdsvis panseksuel og nonbinær, og Helle Thorning-Schmidts lære af at være mor til dem består af stor stolthed over at opleve, hvordan de, som hun skriver:

”… lever det liv, de vil, og ikke skal være nogen andre end dem, de er.” Denne formulering står tilbage som karakteristik af en grusom mentalitet, hvor den enkelte er overladt til opgaven at skulle danne sig selv, og med dette ideal nærmer vi os punktet, hvor venstrefløjens syn på mennesket blotlægges i sin tomhed. Det hylder et flydende og kulturløst ideal, der kan få den enkelte til at strande i ensomhed og med stor længsel efter at mærke den livskraft, der udspringer af at tilhøre et dybere fællesskab, der – som Simone Weil formulerer det – gør det muligt sammen at ”forudføle fremtiden”. Jo mere vi længes efter sammen at kunne gøre det, desto mere vil samtalen atter blive konservativ.

Dele
E-post
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bli med i diskusjonen
Flere

Aktuelle nyheter