LONDON – En af de mest ærkebritiske institutioner, nemlig pige- og drengeskolerne, er blevet genstand for voldsom debat i Storbritannien.
Det sker jævnligt, men denne gang handler debatten ikke om de sociale eller akademiske implikationer af kønsopdelt undervisning, men derimod om, hvad en pige og dreng rent faktisk er.
Senest har en gruppe af 25 private pigeskoler, der er medlemmer af den private erhvervsorganisation Girls’ Day School Trust (GDST), præciseret, at optagelse udelukkende kan ske på baggrund af en ansøgers biologiske køn, som det fremgår af elevens fødselsattest. Ikke på basis af kønsidentitet.
Dermed afskærer skolerne reelt transpiger fra at søge ind, da man skal være over 18 år i Storbritannien for at skifte køn rent juridisk og få ændret sin fødselsattest.
GDST begrunder beslutningen med, at de eksisterende love i landet betyder, at skolerne ikke vil kunne opfylde kravene til kønsopdelte institutioner, hvis de som pigeskoler optager elever, der biologisk set er drenge.
Skolernes beslutning har fået kommentatorer på begge sider af transdebatten til tasterne.
»Kan deres insisteren på at fastholde deres status som pigeskoler være et tegn på en tilbagevenden til almindelig sund fornuft i en debat, der på det seneste har udviklet sig ret ondskabsfuldt?« spørger den borgerlige skribent Jenny Murray i en syrlig kommentar i The Daily Mail. Han sekunderes i onlinemagasinet Spiked af Joanna Williams, der er direktør for den tværpolitiske tænketank Cieo.
»Den latterlige fornægtelse af biologien ville føre til nedlæggelse af kønsopdelte skoler. Det ville betyde, at mandlige elever ikke kun ville blive undervist side om side med kvindelige studerende, men også ville have adgang til pigernes toiletter, omklædningsrum, sportshold og sovesale på lejrskoler,« skriver hun. Og påpeger, at GDSTs beslutning om pigeskolerne kommer efter en dramatisk stigning i antallet af børn, der stiller spørgsmålstegn ved deres kønsidentitet, i de seneste år.
»I 2020-21 blev 2.383 børn henvist til sundhedsvæsenets kønsidentitetsklinik sammenlignet med 138 i 2010-11. Det er måske ikke så mange i absolutte tal, men der er tale om 17 gange flere henvisninger end for ti år siden,« skriver hun.
På den modsatte fløj mener man til gengæld, at beslutningen er helt ude af proportioner.
Den politiske reporter Tom Harwood fra tv-kanalen GB News – der ellers har slået sig op på at være kritisk over for såkaldte progressive ideer – skriver i Daily Mail, at et sådant »anti-trans-korstog strider imod ideen om et frit samfund«.
»Transkønnede er en lillebitte forfulgt minoritet i Storbritannien. Gruppen af transkønnede under 18 år er endnu mindre,« skriver han.
»Vi har hørt de skamfulde, næsten daglige løgne om, at transpersoner er farlige eller kriminelle. De samme løgne blev engang brugt imod irere, imod sorte og imod homoseksuelle. Vi ser nu den samme drejebog blive anvendt over for en anden minoritet.«
Han påpeger, at andelen af unge, der hvert år bliver henvist til en kønsidentitetsklinik, kun svarer til 0,01 procent af de 14 millioner britiske børn, der er under 18 år. Han kan heller ikke se, hvorfor transpiger ikke skulle kunne passe ind i pigeskoler.
»Det er tosset at have altomfattende politikker på dette område. I et civiliseret samfund må det at være transkønnet ikke i sig selv diskvalificere nogen fra optagelse i en institution. Som Margaret Thatcher engang sagde: ‘Vi er ikke tal i en statslig computer; vi er individer.’ Og individer bør behandles som sådanne,« lyder Harwoods argument.
Skoler higer efter vejledning
Mens kommentatorer på begge sider altså har været yderst aktive, har regeringen forholdt sig tavs.
Og ifølge Julie McCulloch fra Skole- og College-ledernes Forening er det faktisk et problem. Hun bad for nylig regeringen om at udstikke nationale retningslinjer for, hvordan skoler bør handle, når en elev fortæller dem, at han eller hun ønsker at skifte køn.
»Det er noget, som næsten alle skoler bliver nødt til at overveje, især kønsopdelte skoler,« siger Julie McCulloch til The Telegraph.
Hun konstaterer, at manglen på retningslinjer betyder, at skolerne er henvist til at søge hjælp fra interessegrupper, der promoverer en bestemt dagsorden. Og det øger risikoen for, at skolerne bliver trukket ind i den giftige debat om biologisk køn versus kønsidentitet.
Interesseorganisationen Stonewall, der kæmper imod diskrimination af LGBTQ+-personer, arbejder for eksempel med 600 skoler hvert år.
Organisationen anbefaler, at elever får adgang til toiletter, omklædningsrum og sportshold, der harmonerer med deres kønsidentitet, også hvis den strider mod deres biologiske køn.
Men i de seneste år er Stonewall blevet kritiseret for misvisende juridisk rådgivning på transkønsområdet. I maj konkluderede juristen Akua Reindorf for eksempel, at Essex Universitet efter vejledning fra Stonewall havde fortolket ligestillingsloven forkert. Universitetets ledelse havde således straffet to stedlige kvindelige professorer for at have udtalt, at transaktivister havde undertrykt ytringsfriheden, da de aflyste de to kvinders planlagte foredrag.
En konsekvens af Reindorfs kritik blev, at mange organisationer og virksomheder, der betalte Stonewall for rådgivningen, opsagde samarbejdet.
Der er på den baggrund, at flere nu efterlyser, at regeringen hjælper uddannelsesinstitutioner og virksomheder med at navigere på området. For selvom de konservative ministre har været særdeles aktive i debatten, så er det blevet ved retorikken, mener kritikere. Mange af dem fra egne rækker.
»Der har været enkelte lysglimt, der har antændt et håb om, at denne regering faktisk er konservativ. Den deltog ikke, da Labour-partiet valgte at knæle og acceptere alle de andre beviseligt uholdbare påstande og krav, som Black Lives Matter fremsatte i sommeren 2020. Boris Johnson var også robust, da han fordømte vandaliseringen af Winston Churchills statue,« skriver den konservative kommentator Douglas Murray i The Daily Telegraph.
»Men det vil være forkert at tro, at regeringen generelt har handlet resolut i forhold til den progressive ideologi,« fortsætter han og beskylder premierminister Boris Johnson for ikke at »bakke sin antiprogressive retorik op med handling«.
Colston er tilbage
Og debatten er kun flammet yderligere op efter sidste uges frifindelse af fire unge Black Lives Matter-aktivister, der var anklaget for at forårsage »kriminel skade« på en statue af slavehandler og filantrop Edward Colston i Bristol i 2020.
De fire aktivister indrømmede, at de havde taget initiativ til at rive statuen ned fra sin sokkel under en protestdemonstration i anledning af mordet på George Floyd i USA.
Men deres forsvarsadvokater argumenterede med, at borgere i den multikulturelle by Bristol uden held i over 30 år havde forsøgt at få statuen fjernet, blandt andet ved at indsamle underskrifter og appellere til byens politikere. Statuen kunne på den baggrund juridisk anskues som en hadforbrydelse. Som viceguvernør for The Royal African Company var Colston medansvarlig for at transportere flere end 80.000 slaver fra Afrika til Caribien og Amerika, hvoraf omkring 20.000 døde under transporten.
Nævningerne valgte at acceptere forklaringen – med højlydte protester til følge fra Boris Johnsons partifæller.
»Det er en farlig situation, som nu kan give folk andre steder i landet frihed til at gå rundt og rive statuer ned,« sagde den konservative parlamentariker Peter Bone til Daily Mail og tilføjede:
»Det er en meget mærkelig beslutning. Jeg håber, at regeringen vil gøre alt i dens magt for at sikre, at det ikke vil være muligt for folk at begå hærværk på baggrund af et eller andet progressivt argument:«
Regeringens øverste juridiske rådgiver, den konservative parlamentariker og rigsadvokat Suella Braverman, skrev da også på Twitter efter dommen, at hun overvejer at sende dommen videre til appelretten.
Retten vil ikke kunne omstøde nævningenes beslutning, men dommerne vil kunne fremlægge en uddybende redegørelse for den paragraf, som de fire var tiltalt efter. Nævningenes afgørelse skaber nemlig forvirring, skrev hun.
Den progressive avis The Guardian kritiserer i sin leder Braverman og regeringen for at sætte spørgsmålstegn ved et vigtigt retsprincip, nemlig nævningenes uafhængighed, og for at misbruge sagen som en del af dens »krig imod den progressive ideologi«.
Højrefløjen er heller ikke tilfreds med regeringen. Her skoser man regeringen for, at der igen er tale om ord frem for handling.
»Der er en kulturel bevægelse på færde, som har alt i vores lands historie i sigtekornet. Vores kultur, politik, historie og meget mere. Vores regering kan ikke kontrollere nævninge. Men den kunne opføre sig lidt mindre som en ngo, endda en temmelig svag og ineffektiv ngo,« mener Douglas Murray.
Paul Goodman, chefredaktør for det konservative onlinemedie Conservative Home, er imidlertid ikke overrasket over, at den såkaldte værdikamp indtil videre primært er blevet udkæmpet på ord frem for konkret politik.
»Boris Johnson er instinktivt kulturelt liberal. Så når regeringen går ud og markerer sig skarpt på kulturområdet, er det sjældent, vi ser Johnson i front,« siger Goodman til Weekendavisen.
»Da Winston Churchills statue blev overmalet med graffiti, var det faktisk Labour-formand Keir Starmer, der først var ude og sige, at det var uacceptabelt. Boris Johnson udtalte sig først senere. Og da der var en debat om at knæle (under EM i sommer, red.), endte det i et værre rod, fordi Johnson forsøgte at sige seks ting på en gang,« tilføjer han.
I det hele taget tvivler Goodman på, at Boris Johnsons regering har mod på at vælge side i den igangværende værdikamp.
»Jeg tror ærlig talt ikke, at Det Konservative Parti kæmper værdikampen for fuldt blus,« siger han. »For hvis det gjorde, ville det splitte både parti og offentlighed.«
